Den 2. november udkom min biografi om
Bernadette af Lourdes (1844 – 1879).

Da jeg første gang stiftede bekendtskab
med Bernadette, undrede jeg mig over, hvordan denne fattige og forhutlede 14-årige
pige, der hverken kunne læse eller skrive, kunne få visioner, hvor hun erfarede
dyb teologisk og mystisk viden. Jeg syntes også, det var tankevækkende, at det
havde været umuligt for kirken at finde noget i visionernes temaer, som var i
modsætning til kirkens lære, Bibelen og mystikernes erfaringer.

Da jeg læste om Bernadette, slog det mig, hvor enkelt og ligefremt hun klarede
den voldsomme modstand, hun i begyndelsen mødte fra kirken. Pater Peyramale,
der var sognepræst i Lourdes, kunne umuligt tro på ægtheden af hendes visioner:
”Hvordan kan man tro på en 14-årig pige, der end ikke kender dogmet om
Treenighedens mysterium,” sagde han. Det kom han til at fortryde, at han havde
sagt, og det var næsten gribende at læse, hvordan han begyndte at græde, da han blev klar over, at visionerne var ægte.

Da jeg analyserede Bernadettes visioner, opdagede jeg,
at der var en indre orden og harmoni i den rækkefølge, hvori de kom: De begyndte
og sluttede med fred og ordløs kontakt mellem Bernadette og Jomfru Maria. I de
midterste visioner modtager Bernadette budskaber fra Jomfru Maria, og i centrum
af alle visionerne befinder sig den vision, hvori den helbredende kilde springer
frem. Denne orden, symmetri og harmoni kunne en fjortenårig analfabet ikke af
sig selv finde frem til. Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte.

Der er flere temaer i visionerne – blandt andet vigtigheden
af bøn og meditation. Men det vigtigste er nok, at Jomfru Maria henleder Bernadettes opmærksomhed på, at mennesker har vendt Gud og Hans kærlighed ryggen.

Det er derfor, Bernadette er så trist i
de visioner, hvor Jomfru Maria viser hende dette.

Og det er netop i den sammenhæng, kilden begynder at
springe frem: Ved Bernadettes bodshandlinger vælder kilden frem i grotten – på
det sted, som Jomfru Maria peger på – og kilden kan opfattes som symbol på den
kærlighed og nåde, Gud lader vælde frem for at hjælpe og helbrede mennesker i
Lourdes.

Bernadette havde dyb tillid til Gud, før hun fik
visionerne. Hun vidste meget lidt om katolsk teologi, men hun havde en enkel og
dyb tillid til Gud, og da hun havde haft visionerne, blev hun styrket i
tilliden til Gud, og hun efterlevede budskaberne fra Lourdes – ikke som en lov,
der skulle overholdes, men som kærlighed, der skulle praktiseres.

Jeg har været lykkelig for at skrive denne bog – at
følge Bernadette på hendes enkle spirituelle rejse og forstå hendes enkle vej –
det har været værdifuldt for mig. Og det har også hjulpet mig selv på min
åndelige vej.
Jeg var også i Nevers, hvor Bernadette boede på et kloster de sidste tretten år af sit liv. I Nevers fik jeg mulighed for at tale med nonnerne og foretage en pilgrimsvandring i Bernadettes fodspor. Nevers var den bedste måde for mig at
afslutte dette projekt.