”Det
var ikke visionerne der gjorde ham til helgen

I dag er det mystikeren og helgenen pater Pios (1887-1968)
mindedag, og den dag betyder noget særligt for mig, fordi jeg har skrevet en
biografi om ham og prøvet at sætte mig ind i hans liv og tankegang.

At det er pater Pios mindedag vil sige, at det var på den
dato, han døde og derfor den dato, hvor den katolske kirke fejrer ham i
liturgien.

Når kirken fejrer helgenerne på deres dødsdag, er det
ud fra den tankegang, at dødsdagen er den dag, de træder ind i evigheden.

Når det gælder pater Pio, er det netop karakteristisk,
at evigheden og den åndelige virkelighed var ligeså nærværende for ham som den
fysiske virkelighed, hvori han befandt sig, mens han levede på jorden. For
siden barndommen havde han visioner, hvor han så den åndelige verden, og han troede
i begyndelsen, at alle mennesker kunne se denne åndelige verden:

”Kan du ikke se Jomfru Maria? ” spurgte han naivt sin
åndelige vejleder, da han blev voksen.

Og han blev forbavset, da vejlederen benægtede at
kunne se denne helgen.

Da jeg skrev min biografi om pater Pio, var det
tankevækkende at erfare, at selvom han kunne se den åndelige verden, var han
langt fra verdensfjern. Han var dybt engageret i det jordiske liv og nærværende
i forhold til sine medmennesker, som han hjalp – han oprettede for eksempel et
hospital, hvor den fattige befolkning kunne få gratis behandling.

Det var også tankevækkende for mig at erfare, at pater
Pio brugte den indsigt, han fik i kraft af visionerne, til at hjælpe andre
mennesker, og der er berettet om mange helbredelser på hans forbøn. Det han fik
forærende i kraft af sine visioner blev altid til gavn for andre mennesker, og derfor
synes jeg, at han er et eksempel på, at sande mystikere altid viser deres
medmennesker kærlighed og hjælp.

Men pater Pio syntes ikke selv, at han viste mennesker
nok kærlighed, og han beder i sine breve ofte mennesker om forbøn. Til at
begynde med undrede det mig, for jeg tænkte, at det vel ikke skulle være
nødvendigt! Men jeg forstod senere, at han var kommet så langt på den åndelige
vej, at han så sig selv med Guds øjne, og derfor så han sine mørke sider mere
klart end de fleste mennesker, og derfor ønskede han forbøn.

Da jeg arbejdede med biografien, gik det mere og mere
op for mig, at pater Pios åndelige udvikling var en livslang vilje til at lægge
sin egen vilje ind under Guds vilje. Også når det var svært og gjorde ondt. Han
blev mere og mere et redskab for Guds vilje.

Det var ikke visionerne, der gjorde ham til helgen,
men dette, at han livet igennem kæmpede for at leve sit liv efter Guds vilje. Og
netop derved synes jeg, at han er en fakkel for andre mennesker. Han lyser i
mørket, fordi han kunne gøre dette.